Året er 1970. Thylejren slår for første gang teltene op, Apollo 13 eksploderer på dramatisk vis på vej mod månen, og i Danmark tager en række små og mellemstore forsikringsselskaber en modig beslutning. De er trætte af, at det er alt for dyrt at køre IT-drift hos tech-giganten IBM. De vil have deres eget.
Idéen var ved at gå sammen om et fælles IT-selskab kunne man samle kræfterne, dele regningen og styrke konkurrencekraften gennem en central kerneplatform.
I dag eksisterer langt de fleste af de oprindelige stiftende selskaber ikke længere. Men idéen lever i bedste velgående. Teknologien har naturligvis flyttet sig i et tempo, der kan tage pusten fra de fleste, men værdien af det gensidige samarbejde er den samme.
To af de medarbejdere, der har haft det absolut bedste udsyn til den udvikling, er Per Knudsen og Ulrik Madsen, som har været ansat i Gensam i henholdsvis 30 og 46 år.
Dengang maskinerne var blå
Da Ulrik i 1979 trådte ind ad døren hos Gensam, kom han direkte fra EDB-skolen. Dengang foregik alt på lister og kartotekskort. Når kunderne sendte ændringsbilag ind, var det Ulriks opgave at fodre systemet manuelt.
En af mine første opgaver var at betjene den store, blå IBM System 38-maskine, som vi købte i 1980. Den var kæmpestor, men havde en mikroskopisk skærm. Man stod op ved maskinen og tastede kommandoer ind – for at få jobbene til at køre. Endnu længere tilbage brugte man hulkort og havde hulkortdamer, men det var trods alt før min tid,” husker han.
Kort efter kom de første terminaler ud på skrivebordene, så medarbejderne blev forbundet i et netværk, og backup foregik på store, tunge spolebånd. Det var en tid med pionerånd og hvor man hjalp hinanden, hvis teknikken drillede. Bogstaveligt talt.
Under et besøg i serverrummet i de tidlige år var en direktør nemlig lidt for tæt på maskineriet. Hans bukser hang fast i installationerne, og med ét gik hele systemet ned. Det reagerede Gammel Skanderborg Forsikring prompte på: De sendte resolut et par cykelklemmer med posten, så direktøren kunne holde styr på buksebenene fremover.
På trods af løse bukser og svedende ventilationsanlæg har platformen leveret en næsten overnaturlig stabilitet. Hvor fortidens mainframes typisk var nede hver anden uge, har Gensams system kun oplevet ét eneste reelt hardwarenedbrud i 30 år. De tre-fire gange, systemet ellers er gået i sort, har skyldtes udefrakommende faktorer, som f.eks. da en strømafbrydelse lagde hele Viby ned. I dag er der dog rådet bod på det med en solid nødstrømsgenerator på diesel, og serverrummet er permanent aflåst af hensyn til alle de nyeste sikkerhedskrav.
Det modige sporskifte i 1998
Op gennem 90’erne begyndte den grønne og sorte skærmtekst dog at synge på sidste vers. I 1989 besluttede man at udvikle applikationen Gaia, der senere blev til det nuværende GS Pro. Det var en helt ny datamodel. Hvor det gamle system krævede hardcore superbrugere, der kunne kode i søvne, åbnede Gaia op for, at almindelige dødelige også kunne være med.
Men arkitekturen bag kulisserne var udfordret. Man brugte et såkaldt CASE-værktøj, der spyttede universel Cobol-kode ud, og det var låst til IBM’s OS2-operativsystem – et system, der som bekendt tabte verdensherredømmet til Microsoft. Udviklerne flygtede, fordi de ikke ville arbejde i forældede værktøjer.
Det fik den daværende direktør til at skære igennem i 1998: Der skulle vælges et helt nyt udviklingsværktøj. Valget faldt på det dengang dugfriske sprog Java, frem for de mere etablerede C og C++.
Det viste sig at være en af de bedste beslutninger i Gensams historie. Java blev som bekendt et af verdens mest populære programmeringssprog, og det sikrede, at Gensam bedre kunne rekruttere dygtige udviklere.
Inden man kunne kigge for alvor ind i det nye årtusinde, ramte “Y2K”-panikken dog. Planen var egentlig at migrere alle selskaber over på den nye platform inden årtusindskiftet for at undgå problemer med sekscifrede datoer. Det lykkedes ikke at nå det i tide, og de to herrer og resten af teamet måtte i stedet arbejde hårdt og intenst på at gøre det gamle system parat til at klare springet fra 1999 til 2000. Systemet overlevede uden skrammer, ligesom så mange andre systemer i øvrigt gjorde det. Verden gik ikke under, den gik videre.
Fra isoleret ø til digital motorvej
Ser man på Gensam i dag, er den digitale virkelighed en helt anden end for tyve år siden.
Dengang var forsikringssystemet en isoleret ø. Der var ingen eksterne integrationer. I dag er Danmark et af verdens mest digitaliserede lande, og det afspejler sig direkte i platformen. Nu glider data ubesværet ud og ind mellem offentlige registre som BBR, CPR og så videre via avancerede API-lag, moderne betalingsløsninger har for længst erstattet girokortene, og compliance- og sikkerhedskrav efter finanskrisen har gjort, at direktører ikke længere bare lige kan gå tur rundt om serveren.
Cybersikkerhed er i dag øverst på dagsordenen. Samtidig har kundernes kompetencer ændret sig. De gamle superbrugere er gået på pension. De medarbejdere, der sidder ude i forsikringsselskaberne i dag, har helt andre kompetenceprofiler – de forventer en grafisk og intuitiv brugerflade, og de forstår IT på et helt andet niveau.
Da Gaia i sin tid blev født, var det regelbaseret, så selskaberne selv kunne bygge deres egne unikke forsikringsprodukter op. Men selskaberne kiggede på værktøjet og sagde: “Det er smart – men kan I ikke bare gøre det for os i stedet?” Det er også det, der er realiteten i dag, hvor mange mindre selskaber ikke har ressourcer til at drive deres egen IT-afdeling. Gensam er den, der har bolden.
Samarbejdet er stadig ledestjernen
Fordi selskaberne sjældent konkurrerer direkte om de samme kunder, deler de viden i et omfang, man ikke ser andre steder i den finansielle sektor. De populære Erfa-møder er et godt eksempel på et forum modereret af Gensam, hvor superbrugere og ledere på tværs af selskaberne sparrer åbent om udfordringer og løsninger.
Et generationsskifte er i fuld gang, og omgangsformerne er naturligvis anderledes end i 1980’erne. Men Gensams helt store aktiv er det samme, som da Per og Ulrik startede: Evnen til at lytte til kundens opgave, forstå den og i fællesskab forvandle den til en stabil, topmoderne IT-løsning.
Grundtanken fra 1970 holder nemlig 100 procent endnu: Man står bare stærkere, når man deler.
Følg med i vores nyhedsbrev
Hver måned sådan cirka udsender Gensam et nyhedsbrev, hvor I kan holde jer orienteret i de fremskridt, der sker i vores udvikling af Genua.