Af Odmar Kristian Thomsen og Benjamin Thomas Preece, Gensam
Et af de vigtigste designprincipper i udviklingen af vores kerneplatform Genua er brugen af såkaldt event-driven architecture.
Event-dreven arkitektur (EDA) betyder, at softwaresystemer kommunikerer og reagerer på begivenheder (events) i stedet for at følge en fast rækkefølge af trin. Fordelene ved at designe platforme med EDA er mange, men vigtigst af alt i denne sammenhæng er, at EDA betyder, at et system kan håndtere store mængder data og hurtigt og fleksibelt kan reagere på ændringer.
EDA kommer blandt andet til sin ret, når det gælder kørsler i Genua. Genua er designet sådan, at systemet ikke bare rummer en stor mængde færdigt definerede kørsler som templates; det er let for brugeren selv at ændre parametrene for hvornår kørslerne skal afvikles, og med EDA er det nemt at kæde flere kørsler sammen.
En kørsel i denne forstand er en række processer, der skal finde sted på baggrund af det data, der ligger i systemet. Det kan være udsendelse af opkrævninger, fornyelse af forsikringer, udbetaling af erstatninger, udtræk af statistikudtræk og meget andet – alt, der kræver stor grad af gentagelse og præcision og er velegnet til at blive automatiseret.
I Genua ligger der foruddefineret en lang række standardkørsler, der kan massebehandle de processer som typisk forekommer i et skadeforsikringsselskab – der er faktisk et meget stort antal rutinekørsler, som vores kunder let kan tilpasse til deres egne driftsrutiner. Det er en meget stor fordel, at et selskab kan vælge mellem Genuas standardkørsler i stedet for at skulle oprette dem selv fra bunden.

Flere kørsler, der snakker sammen
En anden styrke ved Genua er muligheden for at man kan koble flere kørsler sammen i et automatiseret workflow. Et eksempel kunne være en udbetalingskørsel, hvor flere processer er afhængige af hinanden. Én kørsel løber gennem alle de udbetalinger, der ligger klar i systemet, og markerer de udbetalinger, der er klar, med en ticket. Dernæst overgår den ticketliste til en anden kørsel, der f.eks. markerer alle udbetalinger, der kræver manuel håndtering. Resten betales automatisk af en tredje kørsel.
Humlen her er, at Genua er bygget, så det er nemt at oprette og korrigere kørsler og at opsætte afhængigheder på en simpel måde – det er altså også nemt at få forskellige kørsler til at snakke sammen. Det er der ingen andre nuværende kernesystemer, der kan på samme måde.
Genuas iboende designfilosofi med EDA betyder nemlig, at kørsler, der er afhængige af hinanden, så at sige giver hinanden besked: Når kørsel A er færdig, kan den lægge en besked om ,at den er færdig.
Kørsel B abonnerer på sådanne beskeder og kan derfor sætte i gang, når A har registreret jeg-er-færdig beskeden. Og de medarbejdere, der kan og skal intervenere og håndtere nogle ting manuelt, behøver kun koncentrere sig om de sager, systemet melder til dem.
I drift og 100 % battle-tested
Vi har allerede kunder, der er i fuld drift med Genua og som er i gang med at høste gevinsterne ved den måde, Genua anvender EDA. Det er både vores fordel – og vores kunders. Systemet er battle-tested, og vi får input fra forretningen hele tiden. Og fordi vi har al empirien på plads, vil en ny kunde hurtigt kunne komme i gang med automatiske kørsler. Der er ganske enkelt ingen latenstid i at få det hele sat op, og vores teams er altid parat til at hjælpe.

Dashboards lige om hjørnet
Lige ude i horisonten aner vi også den næste nyskabelse: Dashboards. Det er meget godt at have automatiserede kørsler, som man selv kan definere, og som giver opgaver videre til hinanden uden menneskelig intervention. Men vi vil gerne vide, at tingene går rigtigt for sig.
Og derfor er vi lige nu godt i gang med at udvikle et dashboard, hvor man med lethed kan se, om alting kører. Der vil være grønt lys, hvis alting spiller. Der vil være gult lys, hvis systemet detekterer en potentiel fejl, og der vil være rødt lys, hvis en kørsel ikke er gennemført som planlagt. Også det vil være en unik feature, der kommer til at lette dagligdagen i det enkelte forsikringsselskab.
Hele filosofien her er, at vi leverer bestanddelene til et stærkt system, og så kan forretningen selv lime dem sammen, som de vil, på den måde, der giver bedst mening. Sådan kan vi give kontrollen til forretningen og give vores kunder mulighed for at kunne skalere.
Følg med i vores nyhedsbrev
Hver måned sådan cirka udsender Gensam et nyhedsbrev, hvor I kan holde jer orienteret i de fremskridt, der sker i vores udvikling af Genua.