PenSam Forsikring siger farvel til GS Pro med Gensam som partner

En virksomhedsovertagelse betyder næsten altid store IT-mæssige omvæltninger — og opgaven med at afvikle det gamle og bygge det nye op samtidig er sjældent enkel. Alligevel er Gjensidiges udkonvertering af PenSam Forsikrings GS Pro-portefølje forløbet gnidningsfrit, planmæssigt og i en tillidsfuld atmosfære. Det er historien om, hvad der sker, når begge parter trækker i samme retning.
Gensam
DSF9440
19. maj 2026

Da Gjensidige i sommeren 2023 købte PenSam Forsikring, var det også et farvel til PenSams GS Pro-løsning, leveret af Gensam.

PenSams portefølje skulle migreres ud af kernesystemet GS Pro og over på Gjensidiges egen kerneplatform. Det blev Gensams rolle at varetage udkonverteringen fra GS Pro i tæt samarbejde med PenSam og med Gjensidige.

Det er en proces, der kan tage mange former og kan tage flere år, men ifølge Jan Chræmer Christensen, proces- og IT-udviklingschef hos Gjensidige, skiller dette forløb sig positivt ud.

“Jeg har prøvet mange af den slags processer, og Gensam ligger klart i toppen, når det gælder professionalisme og imødekommenhed,” siger han.

Udkonverteringen er i sin natur en afviklingsopgave — Gjensidige overtager forretningen, og PenSams GS Pro-løsning skal lukkes ned. Alligevel har samarbejdet været præget af gensidigt engagement frem for distance. Gensam tilbød, at Gjensidiges team kunne arbejde fra deres lokaler, deltog i alle faser og bidrog aktivt til, at integrationer og datamapping fungerede gnidningsfrit.

“Jeg har ikke kunnet mærke det med, at vi er i gang med at tage forretning fra Gensam i den her proces,” fortæller Jan Chræmer Christensen. ”Hele projektet er forløbet gnidningsfrit og i en tillidsfuld atmosfære fra dag 1.”

Tre faser, én klar plan

Projektet – med Stig Feld-Jakobsen fra Gensam som overordnet projektleder – er struktureret i tre faser. Første fase håndterede det juridiske setup og teknisk sameksistens af de to kernesystemer, som blev gennemført et år efter købet. Anden fase udgøres af den løbende konvertering: hver måned migreres dele af porteføljen ud af GS Pro og oprettes i det nye kernesystem. Det er et iterativt forløb, der samlet har strakt sig over godt et år. Tredje og sidste fase er udlæsning af al historik og den endelige nedlukning af GS Pro, som varetages af Gensam og forventes afsluttet i andet kvartal 2026.

Udgangspunktet har hele vejen igennem været, at PenSams kunder skulle mærke det mindst muligt hverken i service eller økonomi.

Prøveudtræk, mapning og kontrol

Teknisk set har projektet krævet grundige prøveudtræk og en omhyggelig mapning af PenSams forsikringsprodukter til Gjensidiges måde at strukturere dem på. Det tager tid at få på plads, men når processen er gennemtestet og i orden, kører det. Det gælder også hele historikken, der omfatter alle inaktive policer, for det er vitalt at sikre, at al data kommer med over til det nye system.

Planen blev lagt fra start efter PenSams ønsker og fulgt hele vejen igennem. Konverteringen er nu i det væsentlige gennemført, og PenSams GS Pro-løsning er sat ud af drift. Nu mangler teamet ved Gensam kun den tekniske nedlukning af løsning og sletning af data.

Ros til teamet

Jan Chræmer Christensen har kun rosende ord om forløbet, og det samme har hans kolleger: Dygtige teknikere, en god tone og en leverandør, der har forstået, hvad opgaven handlede om.

På spørgsmålet om, hvad der kunne have været gjort bedre, svarer han: “Ikke rigtig noget. Vi brugte lidt tid på at lære hinanden at kende i begyndelsen, det er klart, men Gensam er en professionel og erfaren leverandør, som forstår, hvad det handler om. Man fornemmer tydeligt, at de er vant til at håndtere forsikrings kerneløsninger.”

Konklusionen er enkel: “Vi har gjort det sammen, i samme båd og roet i samme retning.”

Følg med i vores nyhedsbrev

Hver måned sådan cirka udsender Gensam et nyhedsbrev, hvor I kan holde jer orienteret i de fremskridt, der sker i vores udvikling af Genua.

Endnu mere viden

Blog
Patrick Tillema Rasmussen er studentermedhjælper hos Gensam, hvor han 12 timer om ugen arbejder i Team Backoffice under ledelse af Dennis Espersen....
Case
Tre uger fra opgave til testversion. Under tre måneder fra idé til lancering. Himmerland Forsikrings nye ungepakke er beviset på, at hurtig...
Blog
Anders Ebbesen Graae er ny Senior Product Manager hos Gensam – og han har masser af visioner, ideer og ambitioner for fremtidens...