Af Gensam
Long kom til Danmark fra Vietnam i 1985. Han uddannede sig til dataingeniør fra Aarhus Teknikum, og samme år søgte han en stilling hos Gensam.
Jeg havde været til samtale to steder. Aftenen efter bankede det på døren. Det var Gensams daværende direktør, Uffe Jørgensen. Han stod med en underskrevet kontrakt i hånden og sagde: Hvis du vil have jobbet, er det dit. Det gjorde et stort indtryk. Jeg havde aldrig mødt en chef, der selv kom forbi min dør.
Direktørens besøg blev ikke bare begyndelsen på et arbejdsliv, det blev starten på et fællesskab, der skulle vare i årtier. Et fællesskab, hvor man ikke bare kender hinandens jobtitler, men også hinandens børn, bryllupsdatoer og livshistorier. For Long har fællesskabet altid været mere end professionelt, og han har i årevis kaldt sine kolleger for sin ekstra familie.
Det er sådan, man gør i en familie. Også på en arbejdsplads.
Særligt taknemmelighed er en værdi, Long fremhæver som grundsten i sit arbejdsliv:
Jeg forsøger at lære mine børn det samme: man skal være taknemmelig. Jeg synes, at mange tager det her samfund for givet. Jeg er kommet hertil udefra og har fået muligheden for at skabe et liv her. Så skal man give noget igen.
En særlig relation
Longs relation til Gensams daværende direktør, Uffe Jørgensen, har sat dybe spor. Selv ti år efter Uffes død besøger Long stadig hans grav, både på dødsdagen og omkring jul, for at lægge en blomst og mindes.
Måske er det netop det, at Uffe selv dukkede op på dørtrinet, der har forankret en følelse af personlig forbundethed mellem Long og Gensam. Det første møde blev på mange måder definerende for den måde, Long selv har valgt at være kollega på.
Den, der aldrig sagde nej
På Gensam blev Long kendt for én ting i særdeleshed: han sagde aldrig nej til en opgave, hvis han kunne løse den. Uanset om det var en lille justering eller en kompliceret opgave, gik han til opgaven med samme ansvarsfølelse. For Long var det nemlig ikke et spørgsmål om prestige, men om pligtfølelse.
Alle opgaver er vigtige, sagde jeg altid. Og det handler også om kunderne. For selv om en opgave tager fem minutter at løse, kan den fylde meget hos den, der har problemet. Så jeg har aldrig tænkt, at noget var for småt.
Fra disketter til digitale platforme
Meget har ændret sig siden Long startede i 1990. Dengang var der knap 20 ansatte. I dag er Gensam vokset til over det dobbelte. Teknologien har også flyttet sig betragteligt: diskettedrev, store skærme og fastnettelefoner var en del af hverdagen, ligesom daglige formiddags- og eftermiddagspauser var faste holdepunkter.
Vi snakkede om alt muligt i de pauser. Man lærte hinanden at kende på kryds og tværs. I dag er vi mange flere og har fået nye arbejdsformer og titler, men fællesskabet er der stadig.
Long har altid gjort en dyd ud af at være nysgerrig på sine kolleger – ikke bare som professionelle, men som mennesker. Det gjaldt ikke mindst de yngre medarbejdere, hvor han nysgerrigt søgte dialog, spurgte ind og delte ud af egne erfaringer.
Jeg har tit tænkt, at jeg kunne lære noget af de unge. Og måske kunne de også lære lidt af mig. Når man er åben og interesseret, så finder man altid noget, man har tilfælles.
Det var ikke blot ord. Hans anekdoter fra arbejdslivet involverer altid de personlige relationer, og tårerne fik da også frit løb fra både ham og kollegerne, da han holdt sin afskedstale.
Ikke farvel, men på gensyn
Efter 35 år er det slut med Longs daglige gang i Gensam. Men han regner med at kigge forbi til kaffe i ny og næ.
Det bliver svært ikke at komme tilbage hver dag. Jeg savner det allerede lidt. Men jeg er også glad for at få mere tid til det, jeg holder af – som at vinterbade med min kone, tilbringe tid med mine børnebørn og rejse lidt
Da Long rundede sin afskedstale af, sluttede han med ordene:
Tak for rejsen. Jeg står af her, men I skal fortsætte jeres. Og pas godt på hinanden undervejs.
