Vi mærker alle suset fra den store verden i denne tid. Ukraine, Venezuela, Grønland, Iran og mange afledte konsekvenser af den kamp om verden, der udspiller sig i stort og småt. Det får mange til at stoppe op og kigge engagementer og risici efter i sømmene. Også mig.
Personligt har jeg fået det svært med amerikanske film og serier. Den godhed og retfærdighedssans, som de ofte rummer, kan jeg ikke længere helt genkende i USA. “Sådan er I jo ikke mere,” tager jeg mig selv i at tænke. Som om fortællingen og virkeligheden langsomt er gledet fra hinanden.
Heinz og Facebook – men hvad med resten?
Jeg kigger også på de tjenester, jeg bruger, og overvejer, hvor afhængig jeg egentlig er. Hvad har jeg reelt brug for? Hvad er bekvemmelighed, og hvad er kritisk infrastruktur i mit eget lille liv? Facebook og Heinz-ketchup – okay, det går nok. Men hvad med mine Visa-kort? Findes der et reelt europæisk alternativ, hvor tredjeparter ikke kan blokere betalinger? Hvor ligger magten egentlig, når jeg betaler for en kop kaffe?
De samme overvejelser laver virksomheder. Hvor udsatte er vi? Hvor ligger vores data? Hvilke systemer er vitale, og hvilke er nice-to-have? Kan vi fortsætte vores forretning, hvis en central leverandør forsvinder, hvis en cloud-platform lukker, eller hvis politiske beslutninger pludselig ændrer spillereglerne?
Usikkerheden er blevet et vilkår
I det offentlige er man også nødt til at kigge alvorligt på robustheden. Hvad sker der, hvis et eller flere systemer falder ud? Hvis noget, vi tager for givet, pludselig ikke virker? Ofte er det i de lidt upåagtede hjørner, at de største konsekvenser gemmer sig.
Bundlinjen er, at usikkerhed introducerer risici, som vi er nødt til at forholde os til. Det kan føles udmattende. Som om der hele tiden er noget nyt, man bør være opmærksom på. Men det er desværre blevet et vilkår.
Begynd med overblikket
Hvad gør vi så ved vores usikkerhed? Kan vi mindske den? Ja, til en vis grad. Hvis vi tør identificere årsagerne og konkret afværge dem.
Det starter med overblik. Ikke det perfekte overblik, det findes ikke. Men et ærligt billede af, hvor vi reelt er sårbare. Hvad er jeg afhængig af, uden at tænke over det? Hvilke platforme, leverandører og infrastrukturer har jeg lagt min tillid i? Hvad sker der, hvis de en dag ikke er tilgængelige?
Træf de små valg
Dernæst handler det om valg. Ofte små, næsten usynlige valg. At sprede sine leverandører. Tage backup alvorligt. Dokumentere viden. Vælge løsninger, der ikke låser én fast. Andre gange større valg: at investere i egen kapacitet, fælles løsninger og robuste partnerskaber. Sikre sin egen digitale suverænitet.
Vi kan ikke fjerne usikkerheden. Verden er blevet mere kompleks og mere uforudsigelig. Men vi kan gøre os mindre sårbare over for den. Det kræver, at vi accepterer, at robusthed koster. I tid, penge og opmærksomhed, og at alternativet ofte er langt dyrere.
Insister på refleksion
For mig handler det også om mental robusthed. Om at kunne leve med, at ikke alt kan kontrolleres, uden at blive handlingslammet. Om at insistere på refleksion og rettidig omhu, også når tempoet trækker i en anden retning.
Men robusthed er ikke kun et individuelt eller organisatorisk ansvar. Den har også en samfundsmæssig dimension. Et samfunds resiliens måles på, hvor godt det kan absorbere usikkerhed og tab uden at miste sammenhængskraft og handlekraft.
Det kræver, at vi accepterer, at ikke alt kan optimeres. At redundans, beredskab og fælles sikkerhed nogle gange ser ineffektive ud på papiret, men er afgørende, når noget går galt. At vi investerer i systemer og institutioner, der kan bære belastning.
Det handler også om kultur. Om ansvar, tillid og en rimelig fordeling af byrder. Hvis usikkerhed og tab konsekvent skubbes videre til andre, svækkes den samlede modstandskraft.
Et modstandsdygtigt samfund er ikke et samfund uden kriser. Det er et samfund, der kan rumme dem og komme videre uden at give køb på sine værdier.
Usikkerheden forsvinder ikke. Men den kan mødes med bevidsthed, forberedelse og fælles ansvar.
